Dansk Natur Design

Det fløj med gnister i Dansk Natur Design, da Vejen Fotoklub var på besøg.

Carsten i værkstedet.

Da Anette og Carsten fra Dansk Natur Design havde brug for billedmaterialer til deres markedsføring, hvad var så mere naturligt end at invitere Vejen Fotoklub indenfor i lokalerne på Dovervej i Foldingbro.

Dansk Natur Design i Foldingbro.

Her oplevede vi kunsthåndværker af høj klasse, moderne gravsten, gaveartikler og plaketter fremstillet i værkstedet og udstillet i butikken.

Gaveartikler udstillet i butikken.

Værkerne skabes i bronze, jern, stål, kobber, aluminium, træ og sten fra naturen, og inspirationen til kunstværket kommer ofte fra selve materialet.

Carsten Støier Snor er manden bag Dansk Natur Design.
Som kunstner brænder han for at arbejde med naturmaterialer og metaller, som findes i naturen eller skaffes som restmaterialer fra produktioner. 

Med groft værktøj former Carsten de fineste små kunstværker.

Af disse materialer støbes unikke små bronzefigurer, eller der skæres, svejses og formes kunstværker i metal og sten.  

Carsten kan altid omsætte dit ønske eller sin egen idé i værkstedet til et lille unikt kunstobjekt. Han designer gerne din moderne gravsten, plakette eller firmalogo med dit helt eget personlige præg.   

Vejen Fotoklub takker for medvirken til produktion af markedsførings materiale, og glæder sig til at tage imod Anette & Carsten i klubben den 8. maj 2024, hvor billederne bliver valgt ud.