Kreativ brug af Filtre og BYT / KØB og Salg
Klubaften 16/9 – 2026
I aften handler det blandt andet om FILTRE 📷
Måske er du allerede mester i kreativ brug af filtre – eller måske ligger der et par filtre i fototasken, som du egentlig aldrig helt har fundet ud af, hvad du skal bruge til.
Så tag dine filtre under armen og kom med!
Vi starter aftenen med en kort indflyvning til forskellige typer filtre, og hvordan de kan bruges – både teknisk og kreativt – i jagten på det gode billede.
Derefter er det tid til selv at eksperimentere. Du kan tage en tur ud i byen og prøve kræfter med filtrene i praksis, eller du kan smutte i studiet og se, hvad der sker, når filteret bliver en aktiv del af det kreative arbejde.
Har du ikke selv det filter, du gerne vil prøve? Måske har en anden i klubben et, du kan låne – og måske opdager du en anvendelse af et filter, du slet ikke havde tænkt på.
Vi giver den korte introduktion – resten er op til din kreativitet.
Tag kamera, objektiv og de filtre med, du har liggende. Så ser vi, hvad vi kan skabe sammen.
BYT – KØB – SALG
Har du noget fotoudstyr, du længe har tænkt kunne bruge en ny ejer? Er fototasken blevet lidt for tung? Eller lever du efter reglen om, at der skal to gamle stykker grej ud, før ét nyt må komme ind? 😄
Uanset årsagen: Tag det med denne aften i Vejen Fotoklub.
Måske finder dit gamle stativ en ny ejer. Måske ligger der en kamerataske, blitz eller andet fotogrej, som lige præcis en anden står og mangler. Og hvem ved – måske sniger der sig et nyt, brugt objektiv med hjem i din egen taske.
Vi laver vores eget lille fotomarked – eller bagagerumssalg, om man vil – hvor medlemmerne kan bytte, købe og sælge udstyr indbyrdes.
Så kig i skabe, skuffer og fototasker, find det grej frem, der fortjener et nyt liv, og tag det med.
Vi håber, I vil lege med på idéen! Kaffe og kage er også på programmet 📷
