Vejen Fotoklub arrangerede i samarbejde med Fujifilm Nordic “Fotodagen/Fujifilm X-perience”
Vejen Fotoklub arrangerede i samarbejde med Fujifilm Nordic “Fotodagen/Fujifilm X-perience” i Spinderihallerne i Vejle lørdag den 6. oktober 2018.
Der var mødt 175 interesserede fotografer op til fotomessen som blev åbnet kl. 0900 af formanden for Vejen Fotoklub, Per Kjær og Ib Thordal fra Fujifilm Nordic.
Fotograferne, som var inviterede, kom fra det meste af Jylland, Fyn og Øerne. I løbet af dagen deltog de i foredrag og workshops, og kom for at se udstillede billeder, og for at skyde modeller i de mange studier, der til lejligheden var opstillet på dagen.
I forsøg på at genskabe fotomesser i Danmark blev det sidste nye fotoudstyr, som weekenden forinden var blevet præsenteret på Photokina messen i Köln, medbragt og udstillet af Zen Foto Aalborg, Goecker Foto Aarhus, Mimosa Foto Aarhus, Vefa Foto Vejle, og Click Foto fra Svendborg. Foruden fotohandlerne var en af de største distributører af fotoudstyr, Focus Nordic også repræsenteret på fotomessen.
Pressefotografernes Fotoudstilling
Alle fotos som indgik i Årets Pressefoto 2017 var i anledning af fotomessen udstillet i Spinderihallerne.
Foredrag på fotomessen
Den berømte danske naturfotograf Christian Eriksen fortalte om makro fotograferings udfordringer, når de små danske sommerfugle skulle fotograferes.
Fotograf Kaare Bak kom og holdt foredrag om arkitekturfotografering og om langtidseksponering i forbindelse med landskabsfotografering.
Frederik A. Vohnsen, Creative Studio holdt et oplæg om at gøre det hele enkelt: “Keep it simple”..
Jon Detlevsen fra gruppen Fotomalia, hvis hjerte banker for at formidle og fortælle historier, kom og fortalte om blandt andet bryllupsfotografering.
Ricky Sam Winther, som holder workshops og fotorejser, holdt foredrag på den store scene om flash-lys og modelfotografering med fast lys.
Fotografering af modeller
Der var på dagen opstillet fem studier hvor de mange fotografer dagen igennem havde mulighed for at øve lyslægning med fast lys i studie og fotografere de 10 modeller som i dagens anledning var stylet og stillede op til alt lige fra Hollywood til Pin-up fotografering.
Workshop og foredrag med norske Pål Laukli
En af de helt store kometer indenfor fotobranchen er den norske fotograf Pål Laukli, som holdt et medrivende foredrag om hvordan han skyder de største kommercielle billeder og videoer i Norge.
Damien Lovegrove og Hollywood Fotografering
Fra England var den verdensberømte Damien Lovegrove fløjet ind for at fortælle om sin måde at lægge lys i forbindelse med Hollywood Fotografering.
Her et par skud af hans medbragte model fra workshoppen og demonstration af Hollywood lys-lægning på scenen, hvilket tog alle med storm.
Foto konkurrencen
Alle fotografer havde mulighed for at medbringe deres eget billede monteret/opklæbet i Passepartout til en konkurrence, som i løbet af dagen blev vurderet af Fujifilm X-fotografer.
Mogens B. Kristensen fra Hedensted Fotoklub blev vinder med dette flotte billede.
Skrevet af Carsten Pedersen og Per Kjær.